Om MBRP

Om MBRP-instruktørkurset

Denne træning til MBRP-instruktør tager udgangspunkt Mindfulness-based Relapse Prevention, som er udviklet i af prof. G. Alan Marlatt ved University of Washington, USA. Behandlingsprogrammet, som kombinerer kognitiv misbrugsbehandling med mindfulness, er afprøvet i randomiserede forskningsprojekter, som har vist positive resultater. Vi inddrager desuden resultater fra andre klinikere og forskere i undervisningen.

MBRP er specielt udformet til at forebygge tilbagefald hos personer i behandling for misbrug af rusmidler (alkohol- og stofmisbrug) og adfærdsafhængighed. Kombinationen af mindfulness og tilbagefaldsforebyggelse kan bl.a. hjælpe deltagerne til at anerkende og forholde sig hensigtsmæssigt til ubehag (fysisk, kognitivt og følelsesmæssigt) og andre triggere og blive opmærksomme på egne vanemønstre frem for automatisk at række ud efter noget, der dulmer eller forstærker en oplevelse. Den kan give forøget opmærksomhed på indre og ydre udløsere i højrisikosituationer og fremme hensigtsmæssige livsstilsændringer.

Hvordan kan man anvende mindfulness i misbrugsbehandling?

 Ved University of Washington har man udviklet og dokumenteret effekten af to 8-sessioners programmer, et ”lukket” med de samme deltagere fra start til slut (2011) og et ”åbent” med løbende optag (2018).

Vi underviser i det åbne program med løbende optag, som er det mest fleksible:

  • Borgere kan optages med kort varsel og netop, når behovet er der, frem for at skulle vente på næste gruppeopstart.
  • Udgangspunktet er deltagelse i otte sessioner, men forløbet kan forlænges eller forkortes efter den enkeltes behov.
  • Programmet er mindre sårbart ved frafald samt gruppeledernes eventuelle fravær.

Man kan køre programmet med en to-timers session en eller to gange om ugen, dvs. forløbet vil for den enkelte vare i 4 eller 8 uger.

Meditationerne og øvelserne, som der undervises i, kan også anvendes som led i anden behandling eller f.eks. i en åben gruppe, hvor man ikke kører programmet som sådan, men mødes til forskellige øvelser og gensidig erfaringsudveksling.

Formålet med MBRP

For både det ’lukkede’ og det ’åbne’ MBRP-program er formålet med deltagelse– på baggrund af den foreliggende dokumentation – bl.a.:

  • Mindre drikke/stoftrang.
  • Mindre/ophør af indtagelse af alkohol/stoffer.
  • Forbedret regulering af opmærksomhed, årvågenhed og følelser – affektregulering.
  • Forbedret evne til egenomsorg og selvbestemmelse.

Hver session indeholder både afhængighedsspecifikke og generelle mindfulness-teknikker med hver deres dynamiske potentiale:

 Afhængighedsspecifikke:

  • Få indsigt i, hvordan tanker, følelser, handlinger og afhængighed spiller sammen.
  • Lære at træde ud af ’autopiloten’ ved trang og ubehag.
  • Lære at ’være med’ trang og ubehag, lære at ’surfe’ på trang og ubehag.
  • Lære tidlig opsporing af trang og at foretage hensigtsmæssige valg i højrisikosituationer.

 Generelle:

  • Lære at omfatte sig selv med venlighed og medfølelse frem for f.eks. skyld og skam.
  • Bedre kontakt med egne tanker, følelser og kropsfornemmelser.
  • Forbedret opmærksomhed og evne til at fastholde fokus på egne mål.
  • Større velvære og generel livskvalitet.

MBRP-vejledningen
På baggrund af et toårigt forskningsprojekt i årene 2007-09 har Marlatts daværende team ved University of Washington i december 2010 udgivet deres vejledning til programmet: Mindfulness-Based Relapse Prevention for Addictive Behaviors (Guilford Press, 2010). En dansk oversættelse er udgivet på forlaget KLIM i 2012: Mindfulness-baseret misbrugsbehandling. En MBRP-vejledning. Forskningsprojektet havde konkluderet, at deltagerne i MBRP-programmet ved opfølgningen havde mindre drikketrang, mindre indtag af alkohol og mindre grad af depressive symptomer end kontrolgruppen.

 

 

MBRP-programmet består af otte sessioner:

SESSION 1: AUTOPILOT OG TILBAGEFALD
I den første session arbejder vi med ’autopilot’ eller vores tendens til en mekanisk eller ubevidst adfærd, hvor vi ikke er helt opmærksomme på, hvad vi foretager os. Vi undersøger den specielt i forbindelse med misbrug af alkohol eller stoffer, hvor vi reagerer ’automatisk’ og uden opmærksomhed på lyst og trang til rusmidler…

SESSION 2: OPMÆRKSOMHED PÅ UDLØSERE OG TRANG
Formålet med denne session er at lære at opleve triggere, trang og tanker om alkohol/stoffer uden at reagere automatisk. Vi arbejder på at identificere udløsere og hvordan vores reaktion på dem føles i kroppen, specielt sansefornemmelser, tanker og følelser, der ofte ledsager trang…

SESSION 3: OPMÆRKSOMHED I HVERDAGEN
Vi lærer ’SOBER-pusterummet’ som en metode til at udvide kvaliteten af mindfulness fra formel siddende eller liggende meditation til de situationer, vi møder i hverdagen. Derved kan vi lære at ’være med’ de forskellige fysiske sansefornemmelser og følelser, der opstår, også dem der er knyttet til lyst og trang…

SESSION 4: MINDFULNESS I HØJRISIKOSITUATIONER
Vi fokuserer på at være nærværende i situationer eller sammen med personer, som tidligere har været forbundet med misbrug, og bruger mindfulness til at lære at opleve pres eller trang uden automatisk at række ud efter et rusmiddel…

SESSION 5: BALANCE MELLEM ACCEPT OG KYNDIG HANDLING
Det kan ofte opleves som et paradoks at skulle acceptere uønskede tanker, følelser og sanseindtryk. Imidlertid kan det være det første skridt i retning af forandring. Accept af her-og-nu oplevelsen er et vigtigt fundament for virkelig at tage vare på sig selv og se mere klart, hvad det er bedst at gøre…

SESSION 6: AT SE TANKER SOM TANKER
Vi går videre i udforskningen af opmærksomhed på og forholdet til tankevirksomheden med fokus på at opleve tanker som blot tanker (selv når de føles som sandheden). Vi ser på, hvilken rolle tanker spiller i tilbagefaldets cyklus, specifikke tanker, der forekommer særlig problematiske, og hvordan man kan arbejde mere hensigtsmæssigt med dem…

SESSION 7: EGENOMSORG OG EN BALANCERET LIVSSTIL
Denne session har fokus på personlige advarselssignaler i forhold til tilbagefald, og hvordan vi bedst forholder os, når disse signaler viser sig. Det indbefatter en diskussion af et større perspektiv angående valg af livsstil, balance, medfølelse og vigtigheden af at inkludere nærende aktiviteter som led i et tilfredsstillende og sundt liv…

SESSION 8: SOCIALE NETVÆRK OG FORTSAT PRAKSIS
I den sidste session gennemgår vi de færdigheder og øvelser, vi har lært i løbet af kurset, og drøfter vigtigheden af at opbygge et støttende netværk. Vi reflekterer over, hvad vi har lært og udveksler vores individuelle planer for at få mindfulnesstræning ind i hverdagen…